HappyLiving med Feng Shui ::

Ranvita's Nyhedsbrev Juni 2005

"Feng Shui handler ikke om at udføre magi. Livet ER magisk - i sig selv. Men med Feng Shui skaber vi mulighed for, at magien kan udfolde sig."

 

 

Velkommen til Ranvita's Sommer-Nyhedsbrev !

Det er endelig blevet sommer, så nyd solen, mens den er her - og kast dig over Nyhedsbrevet under en regnbyge eller sval aftentime (eller print det evt. ud og tag det med i strandtasken)....

God sommer !



Ranvitas fengshui tip
:

Liv eller død !
- om planter og feng shui

Få sekunder kan skabe et bedre liv!

Nogle gange tager det kun 7 et halvt sekund at skabe bedre energi i sit liv.

Det ved jeg, fordi jeg en dag gjorde forsøget.

Jeg tændte min mobiltelefons stopur, og tog tid på, hvor lang tid det tog mig at smide den visne potteplante ud, der stod i et af mine rum.
Det tog 7 et halvt sekund fra jeg tog beslutningen, og til handlingen var udført.

Igen og igen har jeg hørt mange sige, at de ikke BÅDE kan overkomme at være mor, kæreste og karriere
kvinde, OG holde hus & have. Jeg må indrømme, at i tide og utide ligner mit eget hjem også, at der har været en tornado på besøg. Men alligevel, - selv om jeg også er både karrierekvinde og pap-mor, så HAR jeg tid til at tage mig af mit hus & hjem.
Jeg har derfor på fornemmelsen, at det ikke altid er TID, det drejer sig om. Men, måske især kærlighed - og prioriteringer, selvfølgelig.

I al fald, begyndte jeg at tage tid på ...alting !

Hvor lang tid tager det at rede seng? (for mit vedkommende ca. 27 sekunder) - Hvor lang tid tager det at male et spejl i en ny farve? (i mit tilfælde 2 x 20 minutter, mens resten af familien så "Stjerne for en Aften" i TV!)

Efter, jeg er begyndt at tage tid på alle mulige ting - er det gået op for mig, at det der tager længst tid, er at tage mig sammen.

Eksempel: Det tog mig 5 uger at tage mig sammen til at tapesere en mdf-plade på 1,50x 1,20 meter. Da jeg først gik i gang med tapetkost & klister tog det ca. 1 time i alt, - en tirsdag aften, mens pastaen kogte i gryden og Christian Borup lagde horoskoper i tv-programmet Den 6. sans.
Men ja, - projektet med at få den s...mdf-plade op at hænge havde stået på i over en måned!

Nogle gange kan jeg være 2 timer om at tage mig sammen til at rede sengen ....Når jeg først gør det, har jeg altså brugt to timer af mit liv på at undgå noget, som reelt tager under et halvt minut af mit liv.
Utroligt hvad vi bruger tiden på :-) - eller rettere, - at vi ofte bruger den på, ikke at bruge den.

Det slog mig også;Har du nogensinde "for travlt" til at børste tænder?
For travlt til at gå i bad?

Kunne du forestille dig at sige til din gode ven "jeg har altså ikke haft tid til at børste tænder de sidste to måneder, men når jeg får mere tid, så vil jeg begynde igen..."

Men vi kan godt høre os selv sige; "Jeg har altså ikke haft tid til at løbe/dyrke motion/lave yoga de sidste to måneder, men når jeg får mere tid, så vil jeg begynde igen..."
Okay at løbe en tur tager måske 30 minutter, hvor det at børste tænder kun tager 3. Men alligevel ...hvad er en halv time ud af døgnets 24 ?

Jeg kan kun give det gode råd videre; hvis du har en mobil med stopur, så prøv en gang i mellem at tage tid på de mest hverdagsagtige ting; at tømme opvaskemaskinen, at sætte en vask over, skifte sengetøj. Alt det, som forekommer kedeligt og "tidskrævende" i vores bevidsthed. Spørgsmålet er, om det egentlig tager så lang tid, som vi forestiller os. Jeg blir i al fald overrasket igen og igen ...

 

Vi udøver i virkeligheden plante-tortur

Og for at vende tilbage til det med planter:-)

Jeg ser SÅ mange nødlidende - eller rettere - døende planter - når jeg kommer omkring som feng shui konsulent. De fleste af os har åbenbart en indbygget Mother Theresa, der tror, at hvis vi nu bare sætter den halvdøde palme på Plantehospitalet (læs; trappeopgangen) , så kommer den sig nok !
I bedste helgen-stil tror vi altså stadig på mirakler fra det hinsides; = At planten genopstår fra de døde eller får en hemmelig livgivende olie om natten (af viceværten?)
I al fald tænker vi sjældent over, at det, som vi rent faktisk udsætter planten for, er en langsom død. Vi tvinger den i forvejen døende plante til en langvarig aflivningsproces - endog til alles skue, feks, i den fælles trappeopgang.

Her kan vi alle - os selv og naboer inklusive - dagligt blive påmindet om livets barske realitet; at det har en ende, - og at den er nær! Og "nyde" et i øvrigt tørt og trist syn.

Vi vil altså hellere se planten lide en langsom og pinefuld død, frem for - som en sand jæger og dyre-(og plante?) elsker ville gøre det; nemlig, at gøre kort proces. Hvis hesten er halt eller rådyret vingeskudt, så dræb hellere dyret end lade det lide!

Det svarer nemlig til, at vi hellere vil fortrænge en problematik i vores liv, indtil vi fuldstændig har tørret vores sjæle og hjerter ud. Mao. ladet stå til, indtil "naturen går sin gang" , for så slipper vi selv for at tage nogle væmmelige beslutninger, og til sidst venter vi blot på, at nogen finder os og smider os i affaldscontaineren ...Oh happy life!

Så derfor; Ud med planter, der ikke længere er sunde, friske og fulde af liv.

Som en sand indianer (eller cowboy), jæger og medmenneske, gør du kort proces og hjælper 'det' til at dø, som skal dø. Og lader det, som vil gro, gro.

Sunde, grønne planter og blomster buketter minder os om LIVET - om naturen , om vækst og muligheder.

Undersøgelser viser f.eks. , at ansatte som arbejder i lokaler med grønne planter er mindre stressede, ligesom der også er lavet forsøg, der viser, at fysisk smerte føles mindre, hvis vi - mens vi er udsat for smerte - kigger på blomster og planter!
Det er også videnskabligt bevist, at patienter på hospitaler kommer sig hurtigere, når de har en grøn udsigt (eller billeder af planter og blomster), end dem, som ikke har udsigt til grønne planter, eller fotos/billeder af natur.

I nyeste nr. af det alternative magasin Nyt Aspekt kan man bla. læse, at den danske filosof, Martinus skulle have sagt, "at blomsternes flor er et fysisk billede på en meget høj bevidsthedstilstand (kosmisk bevidsthed) hos nogle åndelige væsner. Ubevidst udtrykker de sig her på kloden igennem blomsterne."

Måske er det derfor, at de fleste af os kan sukke over en smuk blomst?
Ja, min kæreste fotograferer dem i en uendelighed, blot som de står her i stuen.
Se evt. hvordan naturens mirakler udfolder sig i hans blomsterbilleder HER.

En vissen plante derimod - minder os om alt det modsatte. At livet er trægt, gået i stå, trænger til omsorg og forplejning.
Hvordan vil du helst fodre din underbevidsthed? Valget er dit ...

 

Gode feng shui planter

Men, - HVILKEN plante skal jeg så vælge?

Den bedste måde at vælge dine planter på, er at kigge på planten og spørge dig selv;

"Hvis den her plante var min bordherre til et selskab, hvordan ville det så være for mig?"
Ville konversationen flyde frit og nysgerrigt - eller skal jeg kløjs med en skeptisk 'stikkende' Rasmus Modsat hele aftenen ?

Se billederne herunder, og vurder, hvem du helst ville drikke kaffe med, eller have til bords til et selskab?

Mao. undgå planter med skarpe, spidse blade. Det er "gå-væk-planter" som er skabt til at skræmme en sulten giraf væk på den tørre savanne, så de kan overleve frem for at blive ædt. (I de lande hvor palmer er fra, er udvalget af grønt ikke stort, derfor har både struttende palmer og kaktussen med dens pigge, genetisk gjort sit, for at redde skindet på en varm og tørlagt sommerdag)

Undgå planter, der har set bedre dage, har givet op, og signalerer død og stagnation.
Vælg planter, som du ville vælge mennesker; med afrundede, venlige blade, - imødekommende, kærlige og smukke..

(PS: Helt ærligt, det kan godt være, at en yocca-palme er grøn (og billig) (og nem at passe) - men har den nogensinde været SMUK?)

Et eksempel fra en frisør-salon:
Palmen her er genial til at skræmme kunderne væk:
"Pas på, jeg stikker" siger den og samtidig leder den tankerne hen på den klipning, vi kan vente os i denne salon! Måske ligner min frisure denne plante, når jeg er færdig?

 

BONUS INFO:

NASA har lavet en række forsøg m. planter (for at finde ud af, hvordan man rensede luften i små rumfartøjer!) og er kommet frem til, at en af de planter, som renser luften bedst, er Fredsliljen. (se foto)

I Feng Shui er Paradistræet (også kaldet 'pengetræ') en populær plante, fordi den siges at støtte rigdom og overflod. Jeg har endnu ikke selv indført een i mit liv, men en af mine elever i Feng Shui Gruppen satte en sådan plante i sit Rigdomshjørne, og vandt derefter et års forbug af kaffe, samt fem gange lottogevinster i træk (ikke store beløb, men dog!)

NB: alle eksperimenter, der opfordres til i dette Nyhedsbrev, er på eget ansvar:-)

 


 

Feng hva´for noget ? Brevkasse ::

"Tak for en skøn og inspirerende side. Jeg bor i verdens dejligste lejlighed, men desværre har jeg ikke råd til at bo der selv, så min veninde lejer nogle værelser. Vi har det godt sammen, bortset fra, at hun er et stort rodehovede - næsten på grænsen til et svin.
Jeg har utallige gange bedt hende holde orden på fællesarealerne, køkken, badeværelse og gang, men hun kan ikke!

Hvordan påvirker det rod min energi?

Bør jeg finde en anden lejer, eller hvordan får jeg hende til at rydde op?"


Kære du,
ja, allerede nu kan man jo sige, at din venindes rod, er blevet til dit rod, for du har en situation i dit liv, som "roder" hos dig, og stjæler dit gode humør og gode energi.

Din venindes rod irriterer dig - og det er allerede "påvirkning" nok. For det er ligesom at have en lille sten i skoen, - der er bare hele tiden noget, der små-irriterer, og som vanskeliggør din naturlige, frie gang, - i dette tilfælde, en lille sten i skoen, som begrænser din følelse af glæde og flow i din dagligdag. Om du så vælger at lære at gå sjovt MED stenen i skoen, bide pinen i dig, og vente til der kommer hård hud på foden ...eller om, du fjerner stenen - vupti - det er op til dig...

Med dit sprøgsmål her, rammer du et ømt punkt, for ingen mennesker kan lide at blive bedt om at rydde op! Ingen skal fortælle os, at vi er et rodehoved !! - uanset, vi er det. Så DET er ikke vejen frem ifht. din veninde...

Så hvis hun ikke vil rydde op, så må du !

Altså, ikke i hendes ting og rod, men i den situation, som du befinder dig i med hende.
Tag f.eks. en god snak med hende, og fortæl, at det gør dig ked af det, at se hende behandle jeres fælles omgivelser sådan ...(uanset det er hendes rum, er det stadig din lejlighed)

Placer evt. "tilfædligvis" Karen Kingstons bog på toilettet (så er du sikker på, at hun får kigget i den i ny og næ) eller inviter hende med til et foredrag om feng shui, el.lign.
Hvis hun behandler sine rum som et svin, behandler hun dig som et svin, og sig selv som et svin! Snak med hende om, hvordan hun ønsker hendes liv skal være. Hvad har hun af drømme? - og hvad er hendes virkelighed?

Begynd selv at ryd op (også i gemmerne) og del dine "åbenbaringer" med hende ...Det kan inspirere, så hun selv kommer i gang, og stille og roligt ændrer sin bevidsthed, og begynder at tage sig mere kærligt af sig selv, - og sine omgivelser.

Hvis ikke hun er indstillet på at opdage de muligheder, der ligger i at rydde op og holde almindelig orden, foreslår jeg, at I forbliver veninder, men at du gør det klart for hende, at for at bevare venindeskabet har du behov for at dele lejlighed med een, som respekterer dit behov for en vis orden og renlighed.
Det har ikke noget personligt med hende at gøre - det handler blot om hendes adfærd. Og vores adfærd står til at ændre! - men er hun ikke villig til det, ville jeg finde en lejer, som du matcher bedre med.

Jeg ved, det kan være svært i forholdet til en veninde, men du må vove pelsen. Måske opdager du, hvor godt det føles at være klar på dine egne behov. Og så har du "ryddet op" indeni dig - og det vokser vi altid af. Hun vokser også - for hvis ikke nogen sætter en stopper for hendes adfærd, vil hun opføre sig som et forvoksent barn resten af sit liv. Og hvem gider bo sammen med sådan een? Hverken veninden - eller drømmeprinsen ...

Held & Lykke,
Ranvita

Hvor er det bedste sted, i flg. baguaen, at placere sin værktøjskasse? Vi skal også snart anlægge en køkkenhave, - hvor i haven vil det være bedst?

Værktøjskassen er absolut bedst placeret der, hvor du nemt kan komme til den, og hvor den ikke står i vejen til dagligt! Med fare for at lyde meget lidt feng shui mystisk, må jeg erkende at "comfort & safety" - som jeg lærte det på skolen i USA - er de to vigtigste feng shui regler.

Det nytter altså ikke at placere værktøjskassen i "det rigtige bagua-område" hvis den her står kluntet, eller ødelægger nogle andre indretningsmuligheder. Derfor er den helt klar bedst placeret et sted, hvor den er let at komme til, hvor du kan nå, hvad du skal bruge, men samtidig er pænt gemt af vejen, så den ikke skæmmer rummet æstetisk, osv.
Det samme princip gælder egentlig jeres køkkenhave. Det nytter jo ikke at placere køkkenhaven i området for familie & helbred, hvis der er dårlig jord eller sol og lysforhold her. Ved anlæg af køkkenhave, må du derfor søge råd hos en havekyndig, som kan vurdere sundheden i jorden, samt de øvrige trivselsforhold for gulerødder, kål og ærter. En køkkenhave kan jo både skabe helse til familien, og tolkes som værende en kilde til overflod, eller være anlagt legende og kreativt osv. Men kan grønsagerne ikke gro pga. de praktiske forhold, ja, så er der pludselig ikke meget helse eller overflod over det!

Spørgsmål til brevkassen : brevkasse@happyliving.dk
(NB: Besvares ikke privat. Kun dem, der kommer med i Nyhedsbrevet besvares)

 

Bag om Bagua'en:

Kærlighed og parforhold

U

Hvad er kærlighed ...egentlig?

Mon ikke de fleste af os i perioder har haft brug for at optimere energierne i vores Kærlighedsområde:-) ?

Du kan arbejde med området for Kærlighed & Parforhold

- hvis du gerne vil have et bedre kærlighedsforhold

- hvis du er single og ønsker en partner

- du vil øge din forståelse og indsigt i kærlighedens natur og væsen

- du vil støtte, nære og bevare det gode kærlighedsforhold du har

Området for Kærlighed & Parforhold ligger i det fjerneste højre hjørne af din bolig (set fra din hoveddør)

Energien i området handler ikke kun om at gafle drømmeprinsen eller prinsesen.
I det gamle Kina læste de ikke Barbara Cartland romaner, da de udviklede feng shui visdommen. Derfor handler området ikke om vores illusoriske forestiller om det romantiske kærlighedsforhold, men om sand, vedvarende og ægte støtte til os selv og vores nærmeste.

Området handler ikke om at FÅ (kærlighed), - heller ikke om at GIVE (kærlighed) - men om : modtagelighed.

Ofte oplever jeg klienter, som brændene ønsker sig en kæreste - men som egentlig ikke er modtagelige. Sindet ønsker en partner, men hjertet er ikke klar. Eller sindet har så mange fastlåste ideer, om hvad det vil have, at det slet ikke er åbent, for at miraklet sker,- nemlig at hjertet måske forelsker sig i en helt anden "type", etc.

Ofte blokerer vi selv for, at miraklet sker. Her kan fengshui være en stor hjælp på rejsen. Men selv om vi laver perfekt fengshui - hvis vores hjerte er lukket - eller sindet står i vejen - så vil det kun have begrænset effekt.
Men feng shui kan være med til, at du begynder at blive opmærksom på, hvordan dit hjerte har det, og hvad der er de dybereliggende årsager til, at det evt. ikke lykkes at møde en partner, eller hvorfor der er problemer i et eksisterende forhold.
Når vi arbejder med feng shui i dette område, arbejder vi med vores evne til at modtage.
Er du åben over for kærligheden ? Er du åben for at blive såret?
At være åben over for kærligheden kræver et JA til begge disse spørgsmål!
Vi kan ikke elske og blive elsket uden nogen gange at blive såret og skuffet en gang i mellem. Små ting i det daglige, eller større slag i krisetider ...

Min egen erfaring er efterhånden, at det, som sårer mig mest er, når jeg selv lukker af eller ned for kærligheden. Måske er det en handling fra min kæreste, som skuffer mig eller gør mig ked af det, - men det er egentlig ikke handlingen, der sårer mig. Det er min efterfølgende lukkethed overfor ham, - min egen tilbageholdelse af kærlighed, som egentlig gør mest ondt. Derfor er det MIG, der til hver en tid kan vælge, at åbne kærlighedskanalen igen...

I denne uge har der i min nærmeste omgangskreds både været bryllupper - og skilsmisser.
I skrivende stund, er det derfor svært for mig at skrive om dette emne, fordi jeg er så berørt af disse to yderligheder blandt mennesker, som jeg elsker og holder af.

Jeg vil derfor denne gang nøjes med at uddybe dette baguaområde ved at citere fra den nye bog "Sig Ja", samt sige det, jeg altid siger; uafhængig af brylluper og skilsmisser, så er kærlighed ikke noget vi har - eller ikke har - i vores liv. Det er noget vi ER. Med eller uden partner. Formen kan skifte. Men uanset, om vi er i parforhold eller ikke i parforhold, så er vi altid i et KÆRLIGHEDSFORHOLD. Med os selv, med de nære omkring os, med vores børn, vores venner, vores kat, ja, - med selve livet....
Og ligesom blomsten uskyldigt åbner sine kronblade for solens varme stråler - således opfordrer fengshui os til at gøre det samme:
- at folde vores sande skønhed ud, uden forbehold, men med åbent hjerte - og modtage hvad der kommer til os ...

Nyd din sommer, og kys livet. Kys en solstråle, - en kæreste, kys din storetå eller din kat. Kys himlen, kys et træ....bare kys ...alle og alt du elsker!

Citater fra "Sig Ja" - til inspiration, enighed - (eller uenighed ...)

"Det er først, når forventningerne er afgået ved døden, at muligheden for et realistisk forhold opstår." Natkirkepræst, Signe Malene Berg

"Skilsmissetallet er resultatet af en kollekiv mangel på udholdenhed og ditto manglende viden om, hvad livet egentlig går ud på." Sognepræst, Johanne Sloth.

"Det er ikke muligt at leve sammen med et andet menneske, hvis man dybest inde, ikke har besluttet sig." Anne Braad, præst.

Foto-eksempel: Kærlighed i køkkenet
Et eksempel på problematisk feng shui i Kærlighedsområdet hos et ungt par.

FØR: I hjørnet af køkkenet, ser vi en bagdør til bagtrappen med et dørhåndtag, der hang (var gået i stykker) en gammel trappestige, og en kold og u-hyggelig stemning. En del af området mangler, og ligger ude på bagtrappen. Hun følte sjovt nok, - billedlig talt - at han var ved at snige sig ud af bagtrappen ifh. til deres forhold!

EFTER: Væggene er malet i en varm hvid, hjerte-lampen som før hang i barneværelset er sat op på en central plads i køkkenet. Dørhåndtaget er repareret og der er sat et spejl på døren, for at hente den manglende del af området ind. Rammen er malet pink, og spejlet er sat meget grundigt fast!
Parret var glade for tegnefilm, derfor er der sat et billede med Lady & Vagabonden op i området, for til daglig at minde dem om livets romantiske stunder.
Der er nu skabt et hyggeligt køkken, hvor de nyder at opholde sig sammen.
(De endte faktisk med at have sex i køkkenet! Det var nu ikke hensigten med forbedringerne, men dog et godt bevis på, at stemningen i køkkenet er blevet mere sanselig og kærlig ...)

Her et eksempel jeg så hjemme hos en klient, som havde Kærlighedsområdet i hendes køkken. Hun havde sat parvise potter m. pink blomster - endda med hjerter på urtepotten - samt røde tomater i en hjerteskål:-) - og så havde hun farvet køkkengardinerne rosa! Vi håber for hende, at det snart må give bonus:-)

Et andet eksempel hos en kvinde i parforhold (men ikke samboende); her er stuens endevæg blevet malet frisk rosa, og vi har lavet en lille "udstilling" på væggen af ting, som betyder noget for beboeren.

Hos et par m. 4 børn: Her har havestuen fået en ordentlig omgang. Fra at være et rodet pulterkammer (hvor de kunne fortrænge alle deres parforholds-problemer) har vi nu lavet en romantisk stemning, hvor parret kan nyde hinanden.Og det gjorde de! På den måde støttede rummet nu deres forhold, frem for at stå som et levende bevis på, at "en masse lort havde hobet sig op".

Sådan støtter du området:

Billeder og fotos, der forestiller dig og din kæreste, eller een du gerne vil tiltrække.

Parvise ting; f.eks. kunst med motiver af elskende, duer, delfiner, hjerter - eller andre ting, der for dig symboliserer kærlighed.

Genstande placreret parvis, f.eks to lys, to hjertepuder, to røde roser, osv.

Ting i røde, pink, og hvide farver, samt fersken og abrikos.

Citater o.lign der refererer til kærlighed og romantik

Ting, som har en personlig betydning ifht. kærlighed og ægteskab, f.eks. minder fra en romantisk ferie, gaver osv.

Lav en ‘ønskebog’ med udklip af billeder, (og beskrivelser) der illustrerer det parforhold du ønsker. Placer det i Kærlighedshjørnet.

"Indretninger", hvor I kan nyde hinanden; 2 stole om et bord, et lysthus i haven, osv.


Og her et eksempel på, hvordan du IKKE støtter området.
Fra en 37-årig kvindes kærlighedsområde. Hun havde været single i mange år. Det er muligt, det var sjovt den dag hun fik pebermøen af veninderne, men hver dag minder den hende om hendes ufrivillige single-liv, og er dermed med til at fastholde hende i den 'virkelighed'.

Indre fengshui for området:

Hvad er kærlighed for dig? Prøv at mediter på, hvad kærlighed egentlig vil sige, og hvordan du oplever det udtrykt i dit liv?

Skriv en liste over alle de mennesker, du elsker.

Reflekter over, om du har nogen uafklarede forhold til f.eks. eks-kærester, olign. Hvad skal der til for at det bliver afklaret?

Beskriv din drømme-partner: hvordan ser han/hun ud, og hvilke kvaliteter rummer vedkommende menneskeligt og personligt? Beskriv også, hvordan I har det sammen.

Skriv et kærlighedsbrev til dig selv. “Kære ....., du er det dejligste menneske ...” Beskriv alle dine kvaliteter, talenter og ressourcer. Når du værdsætter dig selv, kan andre også dele denne påskønnelse ...

 

Bonusinfo:
Hvert baguaområde bygger på et trigram fra visdommens bog, I Ching.

Trigrammet for Kærlighed & Parforhold hedder "K'un" som betyder "Receptive Earth"/Modtagende Jord" og er det mest feminine (Yin) af alle områderne.

I Ching beskriver det også således: "Det modtagende, det Skabende, mørket der illumineres af lyset, jorden der modtager himlens velsignelse, karret hvortil næring flyder. Modtagelighed, er den frugtbare jord."

Litteratur:
Jeg har lige læst den nye bog "Sig Ja" af Sissel Jo Gazan. - og vil på det varmeste anbefale den til alle med interesse i kærlighedens natur! Den bedste bog om kærlighed længe!

Om bogen: (sakset fra forlagets hjemmeside www.prettyink.dk)

"Sig Ja! Hvad præster ved om kærlighed", er en bog om kærlighed til alle, der ved, at den findes og håber på, at den varer ved. Og til dem, der stadig tvivler på begge dele.

“Hvordan danser man med kærligheden?” spurgte Sissel-Jo Gazan og Sif Meincke de ti meget forskellige danske præster.
Et vigtigt spørgsmål i en skilsmissetung tid og en udfordring, som de ti mænd og kvinder tog på sig i en række kraftfulde, provokerende og ikke mindst livsbekræftende samtaler om kærlighedens betingelser, modstandere og muligheder.
Resultatet er en varm konstatering af, at livslang kærlighed findes, hvis man tør aflive forestillingen om, at den er problemfri.
"Sig Ja! Hvad præster ved om kærlighed" giver således alle, der gerne vil have parforholdet til at lykkes, en enestående mulighed for at kaste den lyserøde drøm på porten og hilse den virkelige kærlighed velkommen.

“Den romantiske kærlighed er virkelig en stor, fed løgn. Men fortvivl ikke, jeg bringer godt nyt: Virkelighedens kærlighed er meget bedre. Temmelig krævende og til tider næsten helt umulig at håndtere, men meget, meget bedre” (Fra forfatterens forord)

 

Backstage::
Ranvitas egen bolig ::




Når så mange mennesker tillidsfuldt lukker mig ind i deres private hjem, er det kun alt rimeligt, at jeg også lukker op for mit eget.
Indtil min nye lejlighed er kommet i orden (jeg er for nylig flyttet) kan du evt. lade dig inspirere af min gamle lejlighed, som var en stor feng shui udfordring, fordi det stort set kun var eet stort rum, med både køkken, arbejdsværelse og soveværelse i eet rum. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at skabe en stemning, som nærede og støttede min sjæl i den midlertidige periode, jeg vidste jeg skulle bo her. Men behøver jeg sige, at efter jeg er flyttet og nu har adskilt alle funktioner, har jeg næsten fra den ene dag til den anden, oplevet større ro og harmoni i mit liv - og bedre nattesøvn .-) Se flere billeder fra Ranvitas egen bolig:(OBS: dette link er kun tilgængeligt, hvis du er tilmeldt Nyhedsbrevet)

 

INFO OM KONSULTATIONER, ETC. ::
Der er pt. ferielukket for booking af feng shui konsultationer.
Ranvita holder sommerferie fra 1. juli til 1. august.

 

God sommer, kærlig hilsen, og på gensyn til august !

 

 !  info ::: info ::: info ::: info ::: info ::: info :::

Hvis du ikke ønsker at modtage flere Nyhedsbreve, send en mail og skriv AFMELD i subjektlinien, så bliver du automatisk fjernet fra mailinglisten.

Du kan også afmelde og tilmelde dig, ved at sende en email til fengshui@happyliving.dk

 

Aktuelle foredrag & kurser:





FENG SHUI GRUPPE :
Personligt udviklingsforløb med Feng Shui

- hveranden torsdag

Start: 11. august kl. 18:30

Grundkursus i praktisk Feng Shui over 5 aftener.

Har du lyst til arbejde praktisk med Feng Shui principperne i dit eget hjem?

Længes du efter forandring, udvikling og inspiration i dit personlige liv, så er dette forløb en unik mulighed for dig.

Vi mødes hver anden uge over 5 gange, og gennemgår de mange værktøjer og muligheder i Feng Shui, via teori, øvelser, leg, feedback og åbne spørgerunder. På grund af det lave deltagerantal, er der god tid til hver enkelt.

I dette forum, har vi tid og mulighed for at gå dybere - og følge dine resultater og erfaringer fra gang til gang.

Du skal være indstillet på selv at udføre og anvende det lærte i dit eget liv, samt afsætte tid til hjemmeopgaver fra gang til gang.

Forløbet er en proces - en rejse - som vi starter sammen - og som vil rumme målbare resultater for den enkelte ved forløbets afslutning.

På et weekendkursus får du serveret alle værktøjerne på et sølvfad - men flyver alene videre.
I feng shui gruppen mødes vi igen og igen, og du har mulighed for at stille masser af spørgmål undervejs i din proces.

Underviser: Ranvita la Cour
Datoer: 11/8 -25/8-8/9-22/9-6/10
Tid: 18.30-21.30
Sted: Centralt i København.

Læs mere om feng shui gruppen

Hurtig tilmelding anbefales, da der pt. kun er 2 ledige pladser: fsgruppe@happyliving.dk


_____________________________________________

 

Fengshui-interview with Ranvita

"Creating a sacred space that attracts your angels."
Feng Shui as an Act of Love, consciousness and commen sense(s)

Read english article: Download Pdf

Feel free to forward this pdf to anyone you like

______________________________________________

 

 

NYT I SHOPPEN - HAPPY MEDITATION !

Meditationspude i godt design og lækker 100% økologisk kvalitet



Efter at have ledt efter den perfekte meditationspude i lang tid, lykkedes det mig endelig!
Det er derfor en fornøjelse at kunne præsentere denne meditations pude i min shop.

Puden er også velegnet til hygge-gulv-pude.

En hel enkel, hvid pude i god - og 100 % økologisk kvalitet.

Betrækket i blødt økologisk bomuld er vaskbart (40 grader) og inderforet på puden er det lækreste satin (også økologisk). Indholdet i puden er økologiske spelt-skaller.

Syntestiske stoffer og materialer har et helt andet energi-niveau end naturlige materialer. Du skåner ikke blot miljøet, men også dit liv for flere unødvendige kemiske stoffer.

Pris: 450,- kr excl. forsendelse.
Kan også afhentes på webshoppens adresse centralt i København. Leveringstid 1-3 uger.


Se mere om meditationspuden:
Ranvitas Webshop

 

 

 

______________________________________________

 

 

 

IDEER TIL DIN BOLIG:

Dekorer dit spejl ::

Det giver endnu mere lys og liv til dine spejle, når du dekorerer dem m. f.eks. smykker, krystal-kæder eller lyskæder.

Husk også, at det kan give spejlet helt nyt liv at male det i en ny farve, hvis du er træt af den gamle ramme.
Mal f.eks. den gamle guldramme hvid eller i en flot klar farve, som turkis, pink eller gul.
Dette ovale spejl fandt jeg på et loppemarked for 200 kr. Guldet var ret slidt, men udskæringerne/mønstret så fint, så jeg malede det blot hvidt.

 

 

 

_______________________________________________

 

 

KORT NYT ::::

 

Gå ikke glip af Byron Katie's besøg
i København !

d. 8.-10. juli 2005
Arkitektskolens Festsal
Philip de Langes Allé 10
Holmen, København K

ÅBENT ARRANGEMENT med Byron Katie
fredag d. 8.juli
k. 19:00-21.00.
Fri entré
(donationer er yderst velkomne).

WEEKEND SEMINAR med Byron Katie 9. og 10. juli

Dagligt 9:00-17:30
Pris : Kr. 1680 ,- ved betaling inden d. 8.6. og kr. 1900,- ved betaling efter den 8.6. Billetter via billetnet www.billetnet.dk - 70 15 65 65 - eller på alle posthuse.

Weekend seminaret er en mulighed for et personligt møde med Katie.
Hun guider dig igennem en række øvelser, hvor du lærer The Work og dig selv at kende på én og samme gang. Et møde med dig selv - uden de stressende historier, der kører i dit hoved og styrer dit liv og som skaber smerte og forvirring.

Tidligere deltagere i weekenden har sagt:
”Jeg oplever denne weekend som en superhurtig vej til indre klarhed”
”For første gang gang i mit liv, kan jeg se på livet som trygt.”
”Jeg har haft The Work i mit liv i flere år, og det forbløffer mig, hvor dyb denne workshop stadig var for mig.”

Katie signerer sin nye bog fredag aften d. 8-7, samt i løbet af weekenden.


Byron Katies nye bog, "Behøver jeg din kærlighed - hvordan du får al den kærlighed, sympati og opmærksomhed, du behøver" udkommer d. 16.6.05. på Aschehougs forlag.
Titlen på den amerikanske udgave er: "I Need Your Love Is That True" How To Stop Seeking Love, Approval And Appreciation And Start Finding Them Instead!

www.thework.dk

 

 

 

______________________________________________

 

 

 

Journey Intensive Weekend
i København den 3-4 september 2005.

Brandon Bays har bedt Anna-Eva, Senior Journey Practitioner om at præsentere dette dybt healende, videobaserede seminar med storskærm hvor du ser Brandon Bays demonstrere og derefter får du selv lejlighed til at praktisere metoden og du:

- oplever en rejse direkte ind i det uendelige nærvær af kærlighed og frihed i kernen af dit væsen.
- afdækker gamle celle-erindringer, frisætter dem fuldstændig og lader healingen begynde.
- Lærer praktiske værktøjer til at skabe sand frihed i alle områder af dit liv.
- Finder din sjæls dybeste svar til dine dybeste spørgsmål.
- Begynder at leve dit liv som et glædeligt udtryk for den du virkelig er.

Pris: SEK 3250 (ca.-20% for danske kroner)
Nærmere oplysninger : www.thejourney.com
Tilmelding: ring 0044 1656 890 400

Yderligere oplysninger hos certificerede danske Journey terapeuter:

Indira McCormick tlf. 47745110 - København & Frederiksværk
Gitte Liland tlf. 58854140 - Sorø
Gitte Strand Olsen tlf. 57616395 - Ringsted
Anne Poulsen tlf. 57800123 - Kyringe/Ringsted

 

 



 

_________________________________________________

 

 

 

Plastik og kemikalier i kvinders skød!

Vidste du at, der hvert år bliver bortkastet 45 BILLIONER hygiejnebind?

Og vidste du, at de fleste hygiejnebind er fyldt med kemikalier, og er lavet af syntetiske materialer som f.eks. plastik, som det tager jorden flere hundrede år at nedbryde ...

Først kom de økologiske bleer ...og nu kan vi også få - økologiske hygiejnebind!

De er bløde som silke og selv om pakken ikke er festlig pink:-) - men hvid og diskret, så er kvaliteten helt på linie med de etablerede mærker.

De er lavet af økologisk bomuld, er klorfri, og indeholder ingen syntestiske materialer. De er derfor velegnede til kvinder, som lider af irritation, etc. (ofte forårsaget af plastikken i bindet, eller af kemikalierne (som er designet til at "opsuge væsken")

Gør det ikke blot for miljøets skyld, men også for dit eget 'intime miljøs' skyld.

De fleste steder har jeg set pakkerne til ca. 26 kr. hvilket er det samme som Libresse, og lign. mærker. Du finder dem i helsekostbutikker og Matas, har dem vist også.

Jeg indrømmer, at jeg er et øko-hovede - what to do ...

Men i en verden fuld af mobil-stråling, internet-trådløse forbindelser, mad og vine tilsat smagsstoffer og kemi, så forsøger jeg blot at reducere mængden af gift og "forurening" i mit liv.
Derfor køber jeg økologiske varer, drikker økologiske vine, bruger økologiske hudplejeprodukter og naturvægmaling...

PS: Har du nogensinde smagt de økologiske pinje-kerner? Når først du har smagt dem, kan du aldrig gå tilbage til "de almindelige" (de må være formstøbt af en ensartet mel-agtig-masse!) De økologiske pinjekerner er mere uens i størrelse og form - og smager himmelsk. Prøv og smag forskellen!


Vin med rødder i himlen !
Hvis du ikke lige står og har brug for øko-bind, så forkæl i stedet dig selv med økologisk vin fra Esprit du Vin, Snaregade 6, 70 10 20 60. www.esprit-du-vin.com.

Læs f.eks denne artikel fra Weekendavisen: "Rødder i himlen" om en af Frankrig bedste biodynamiske vinproducenter.

http://esprit-du-vin.com/arkiv/02.01.25-Weekendavisen-Joly.pdf

Det ry som økologiske vine havde lige da de kom frem, holder nemlig ikke spor længere. I dag er de økologsike vine blandt verdens bedste - så gode, at vinproducenterne ikke engang vil skrive "økologisk" på etiketten, fordi det skræmmer kunderne væk.

Til gengæld har man samtidig erfaret, at de gode vine i vinkælderen faktisk ligger og bliver dårlige - fordi der i dagens vine blir brugt smagsstoffer og kemi. Den ægte druesaft kan holde i mange år, og blir bedre med tiden, men den tilsatte kemi, spolerer denne proces.

Årsagen til, at mange vinbønder har lagt produktioenn om til økologisk eller biodynamisk, handler ikke kun om engle-agtige- jeg vil-beskytte-jorden-hensigter.
Det handler naturligvis også om tørre tal !
Vinbønderne har nemlig fundet ud af, at når de ikke bruger kunstgødning regulerer naturen sig meget bedre. Dvs. at hvis man har en dårlig sæson rent vejrmæssigt, så TILPASSER de økologisk dyrkede druer sig de aktuelle forhold, og skaber stadig en god, frugtbar høst.
De kunstigt gødede vinstokke bliver derimod slået ud af kurs hvis vejrforholdene ikke lige er, som de plejer og skal være, og så risikerer man en rigtig dårlig høst, hvis vejret et år, ikke arter sig.

Men kig forbi den lækre butik "Esprit Du vin" i Snaregade 6, her kan Jørgen Krüff fortælle dig mere om alt dette ....

 

Næste Nyhedsbrev:
medio august 2005

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyhedsbrevet "HappyLiving med feng shui"
udgives af:
©RANVITA/HAPPYLIVING.DK
PO Box 1924, 1023 Kbh. K. 33129779

 

 

Husk:

Tidligere udgaver af Nyhedsbrevet kan du se på min hjemmeside:

HappyLiving.dk